onsdag den 8. september 2010

Litteratur på slottet

Litteratur på slottet

Vi (Winnie, Joy og Dorte) valgte at sige ja tak til Rikkes tilbud om, at komme med som kuffert fortællere til litteraturfestivalen i Åbenrå. Det var der flere grunde til. For det første ville det være en god måde at få afprøvet teorien i praksis. Vi har i flere omgange haft om fortælling og højtlæsning i dkk. For det andet er det en god måde at videre udvikle vores egen pædagogiske praksis, gennem teori og refleksion. Og til slut, var det en oplagt mulighed for at kunne bruge det til vores eksamensopgave i dkk, da den skal indeholde en praktisk del.

Kopi af CIMG5693

Vi holdt et vejledningsmøde med Rikke, for at få afklaring omkring hvordan og hvorledes. Joy havde ikke lyst til at lave teater, men vi var så heldige, at hun gerne ville hjælpe med alt det praktiske mm. Så hun blev sat i gang med at dele præsentationer ud i samtlige daginstitutioner i Åbenrå. Vi var ligeledes ovre på slottet, for at få en fornemmelse af, hvad det var og hvordan rummet kunne bruges mest hensigtsmæssigt. Vi kom frem til, at stille podiet i det ene hjørne, da der på den ene store væg hænger et billede i meget skarpe farver. For at prøve at undgå at billedet virkede forstyrrende, er meningen at børnene skal sidde med ryggen til.
Vi skal opføre kuffert fortællinger 2 gange 30 min. Første forestilling vælger vi at målgruppen skal være de store, 3- 6 årige. Den anden forestilling vælger vi de små, 1- 3 år. Dog er det ikke forbudt at se begge forestillinger. I denne forbindelse vælger vi at fortælle ”Suppe på et søm” for de store børn. Hvorefter vi vil bede børnene om hjælp, til at lave suppe på et søm. Vores forventning er, at et barn af gangen kommer op, og putter ingrediensen i gryden. Vores tvivl er, om vi kan få børnene til at deltage, da de ikke kender os. Sker dette, prøver vi at trække på forældrene, er dette ikke muligt, putter Dorte dem i. Meningen med denne aktivitet er, at børnene er deltagere i processen og derved leger med i historien. Gennem denne proces, får børnene sat mere handling og betydning(Det impressive sprog) på ordene.

For de mindste vælger vi, at fortælle to historier. Den første er ”guleroden”. Vores valg af denne historie er, at det er en remse eventyr med mange gentagelser, derfor er den god til små børn og deres sprogtilegnelse. Vi vil have en stor skål med gulerødder stående på podiet. Dette vælger vi at gøre, for at børnene bedre kan forholde sig til begrebet gulerod og fordi vi synes det kunne være sjovt. Den anden historie vi vil fortælle er ”De tre bukkebruse”. Den vælger vi, fordi den er genkendelig, dvs. de fleste børn kender den. Vi overvejer om vi skal udføre kuffert fortællingerne sammen, dvs. en af os læser op og den anden styrer figurerne. Men dette går vi væk fra igen efter at have reflekteret over fordele og ulemper. Vi mener det kan ødelægge historien, da det er svært at koordinere det så det bliver en hel historie. Desuden mener vi, det kan være med til at fjerne fokus fra selve bordteatret og virke forstyrrende, at to mand er i gang.

Kopi af CIMG5691'

Kopi af CIMG5692

Vores overvejelser i forbindelse med bordteateret som fortælling er, om vi vil lægge vægt på den æstetiske del eller den sproglige del. Vi er kommet frem til, at i denne sammenhæng, vil vi lægge vægt på det æstetiske. Det udelukker dog ikke den sproglige del, da børnene får hørt en fortælling og derved kobler ord og handlinger sammen. Vores valg af at fokusere på det æstetiske, da vores hensigt er at give børnene en god oplevelse. Med tanke på det, mørklægger vi rummet, laver en sort baggrund af stof, der er sat op på et stativ. I vindueskarmen vil vi sat stearinlys. Foran os, står et podie med en sort dug på. Ved hver side står to stearinlys på gulvstager. Bag os vil vi sætte spot op, der lyser ned på podiet, for at børnene bedre kan se, det vi laver. Vi vil ligeledes have stille musik når børnene kommer ind og skal sætte sig på puderne på gulvet, for at skabe ro, hygge og god stemning. Vores ønske med dette er, at skabe motivation der kan være med til at fastholde børnenes interesse.

Efter at Winnie har fortalt om vores kommende forestilling på slottet på sit arbejde i en SFO, vil de meget gerne have os derud og opføre forestillingerne for 0 klasserne. Det har vi sagt ja tak til af flere grunde. For det første, mener vi ikke vi kan prøve det af for mange gange. For det andet, giver det os mulighed for at reflektere og evt. ændre noget. Og for det tredje, mener vi det kunne være spændende at se, om der er en forskel fra børn vi(Winnie) kender og til fremmede børn.

På slottet

Vi startede dagen med at koordinere med Rikke på seminaret. Derefter øvede vi kuffertfortællingerne for hinanden nogle gange. Derefter gik vi over på slottet, for at se om det andet hold var kommet godt i gang. Desværre forholdt det sig sådan, at der slet ikke var kommet nogen børn endnu. Så de blev nødsaget til at rykke deres forestillinger 15 min. Så blev vi da heldigvis nervøse. Vi blev enige om, at hvis det gik så galt der kun kom et barn, ville vi stadig gennemføre det. Cirka en halv time før vi skulle på, begyndte vi at stille op. Da tiden nærmede sig, strømmede det til med både børn og deres forældre(Joy talte 17 børn). Rummet blev næsten fyldt op og vores hensigt med mørklægning, stearinlys og stille musik, fik den ønskede effekt. Både børn og voksne ”faldt” til ro og virkede afslappet og nysgerrig. Dorte startede med at byde velkommen, fortalte lidt om hvad der skulle ske og spurgte om det var ok at tage billeder. Hvilket alle gav deres samtykke til. Winnie startede ud med at opføre ”suppe på et søm”. Efterfølgende bad hun børnene om hjælp, til at putte ingredienserne i en stor gryde. Vores frygt blev hurtigt aflivet, da alle børn, store som små, overraskende strømmede til og ville hjælpe(Fed fornemmelse). Dorte afslutter forestillingen med at sige tak for i dag og om lidt er der en forestilling for de mindste.

Kopi af CIMG5694

CIMG5700

CIMG5706

Forestilling to startede med at Dorte bød velkommen, fortalte lidt om hvad der skulle ske og spurgte om det var ok at tage billeder. Hvilket alle gav deres samtykke til. Winnie startede med at opføre ”guleroden”. Bagefter opførte Dorte ”De tre bukkebruse”. Alle børn lyttede interesseret og var stille. Desværre var der denne gang ikke så mange(Joy talte 7 børn). Winnie afsluttede vores forestilling. Efterfølgende kom nogle af forældrene op, og fortalte at de ikke troede der foregik noget for børn, før de havde set vores præsentation i børnenes institution(Forældre præsentationen havde den ønskede virkning).

CIMG5711

CIMG5713

Refleksion/evaluering.

Vi havde en rigtig god oplevelse på slottet. Det var virkelig overraskende og meget positivt, at deltage. Det var både sjovt, udfordrende og lærerigt. Vores hensigt med at give børnene en æstetisk oplevelse virkede. Dette kan vi konkludere ud fra, at børnene, var nysgerrige fra de kom ind af døren og under forestillingerne var der ro og de sad med åben mund og polypper. Overraskelsen ved at de alle, store som små, ville deltage i at koge suppe på et søm. Ud fra det, kan vi konkludere at børnene følte sig trygge og godt tilpas, ellers mener vi ikke at så mange ville komme op til to fremmede.

Efterfølgende evaluerede vi med Rikke. Vi blev enige om, at det var gået over alt forventning. Det vi skal arbejde med begge to til vores kommende forestilling i Tandslet er, at holde kunstpauser og fortælle langsommere, hvilket vi begge to godt selv kan se. Det er rigtig svært når vi begge er nervøse, men øvelse gør mester. Derfor er det rigtig godt at vi har endnu et forsøg, hvor vi kan være opmærksomme på det. Nu glæder vi os til at prøve igen.

CIMG5716

Ingen kommentarer:

Send en kommentar